Af Joakim Søgaard
Når de voksne kigger væk, forsvinder børnene ind i deres egen fantasi, som kan være både magisk og ekstremt uhyggelig. Mange af os tænker nok tilbage på barndommen som en mere bekymringsløs tid, men måske glemmer vi hvordan en skygge på væggen nemt kunne holde en vågen om natten.
Eskil Vogt vil med sin nye gyserfilm, De Uskyldige, give os et indblik i børnenes hemmelige leg, som til tider kan virke uforståelig, indtil vi ser det fra deres perspektiv.
I filmens begyndelse flytter hovedpersonen Ida, sammen med sin autistiske søster Anna og deres forældre, ind i en stor boligblok domineret af beton. Da hun niver søsteren i låret og putter glasskår i hendes sko, mærker man tidligt hendes manglende evne til at kommunikere sine følelser.
Ida søger opmærksomhed, som hun får i venskabet med den jævnaldrende dreng Ben. Sammen finder de på både mere og mindre uskyldige aktiviteter, og han viser hende, at han kan flytte på mindre genstande med tankens kraft. Det skal snart vise sig, at både Anna og den anden pige fra gården Aisha, også er i besiddelse af denne slags overnaturlige kræfter. Sammen bruger flokken de lange sommerferiedage på at udforske deres evner, som kan meget andet end blot at flytte på småsten.
Der går dog ikke længe, før de fire venner kommer på kant med hinanden. I et vredesudbrud flækker Ben stammen på et træ, så splinterne flyver i alle retninger. Dermed er ens bange anelser for alvor sat i gang, for hvad sker der, når så mægtige kræfter placeres i hænderne på børn, som er i deres følelsers vold? Og hvad hvis nogle af børnene har mere ondt i sig end godt?
Filmen tror heldigvis ikke på medfødt ondskab – i stedet giver den os et nuanceret indblik i børnenes liv, som gør det svært ikke at have medfølelse med selv de værste af dem. Vi ser dem begå utilgivelige handlinger, men vi ser dem også sidde bange og alene, mens de kalder efter deres mor.
Spændingen skubbes frem af et manuskript, som hele tiden øger hvad der er på spil, men samtidig giver pusterum til at komme tæt på karaktererne og udvikle deres forhold.
De fire centrale børns interaktioner føles aldrig instrueret, men virker naturlige og umiddelbare på en måde, som gør indblikket i deres verden troværdigt. Både store og små følelser spilles med en overbevisning, som sjældent ses hos så unge skuespillere.
Den på en og samme tid smukke og urovækkende billedside viser også, hvordan børnenes opfattelse af verden kan være helt anderledes. De store betonbygninger vendes på hovedet og indhylles i tåge, mens kameraet glider dvælende rundt imellem dem og skaber en stemning af mystik og uforudsigelighed.
Eskil Vogt minder os med sin nye film om, at bardommen også kan være en enormt skræmmende tid. De Uskyldige fortælles fra børnenes perspektiv, men den er bestemt ikke egnet for børn.
Kommentarer